Ledøje Kirke

Ledøje Kirke beskrivelse

 

Ledøje kirke er et af vore mærkeligste middelalderlige arkitekturminder. Kirken er rejst som privatkapel for en stormand og bygget op i to næsten ens etager, der hver for sig udgør en komplet kirke med særlige alterrum. Dette er helt enestående i Danmark og sjældent uden for landets grænser.

Forbilledet er sandsynligvis hentet i middelalderens tyske kejserrige, hvor der findes flere dobbeltkirker. Godehard-kapellet ved domkirken i Mainz har f.eks. mange fælles træk med Ledøje kirke.
Kirken består af et romansk kor og skib fra omkring 1225, og tårnet blev rejst omkring 1500. Kirken var i flere århundreder under Københavns Universitet, men den overgik til selveje 1. oktober 1934.

Kirkebygningen er placeret påfaldende tæt ved den vestlige kirkegårdsmur. Og det er ikke tilfældigt. Lige op ad denne mur lå en stor herregård i middelalderen. (Det nuværende "Brydegårdene" må have afløst dette middelalderlige herresæde). Kirken og herregården har ikke været direkte sammenbyggede. De har derimod været knyttet tæt til hinanden, idet en overdækket gang har ført over til kirken. Der har ikke været direkte adgang fra herregården til "herskabskirken" ( i øverste etage, som det kendes fra udenlandske dobbeltkirker/borgkapeller). Ledøjes overkirke har kun været tilgængelig ad en vindeltrappe fra underkirken.

Overkirken synes at være blevet opgivet sent i middelalderen. Dette står sikkert i forbindelse med opførelsen af tårnet. Der blev taget så meget af kirkemurene, at de fik samme højde som andre landsbykirker.

Det simple trappehus af munkesten på kirkens nordside er en sen middelalderlig tilføjelse.

I 1865 fremstod Ledøje kirke som en hvidkalket kirke. Men samme år blev hvidtningen skrabet af murene, og de røde munkesten kom atter frem i dagslyset. I korgavlen er der bevaret rester af tre tynde kridtstensbånd.

Kirkens nuværende udseende bliver helt domineret af den store istandsættelse, der fandt sted i årene 1887-92 under arkitekt H.B. Storcks ledelse. H.B. Storck satte sig som mål at genskabe den sjældne dobbeltkirke. Såvel murene som tårnet blev forhøjet. Tårnet blev alene 4,90 m højere. Skibet blev udstyret med seks vinduer i hver langside, fordelt med tre i hvert stokværk. Korets langsider fik hver to vinduer, et i hvert stokværk. Der blev skabt en åbning mellem de to kirkerum, og overkirken blev indrettet, så den i plan, opbygning og målforhold ret nøje svarede til underkirken. Også vindeltrappen i skibets sydvestlige hjørne blev rekonstrueret ved denne lejlighed.

 

Det indre af underkirken gennemgik også en omfattende istandsættelse. Hver eneste sten i skibets vægge blev fornyet med regelmæssigt tildannede kridtkvadre. Det eneste oprindelige er nu hvælvene og de fire søjler, som bærer dem. Før restaureringen var det kun østvæggen, der var beklædt med kridt, medens de tre øvrige vægge var af munkesten. I koret blev kor-hvælvet restaureret på grundlag af sikre spor, og væggene blev ligeledes beklædt med kridtkvadre. Det gælder dog ikke dele af østvæggen og østvinduets inderparti, der står med de oprindelige sten.
Formålet med restaureringen af Ledøje kirke var at gengive menigheden en kirke, og at gengive den gamle dobbeltkirkes oprindelige form. Det var en både omfattende og kostbar opgave. Selv om man kan diskutere det færdige resultat med hensyn til enkelte detaljer, er der alligevel ingen tvivl om, at kirken i dag står både som et enestående og som et af de mest særprægede mindesmærker i Norden om middelalderens kirkelige bygningskunst.

 

 

 

Kend dine klokker

 

Ledøje Kirkes store klokke

 

Ved Lisbeth Willemoes-Petersen,

kirketjener i Ledøje og Smørum Pastorat

Da der hersker en del forvirring her i Ledøje-Smørum omkring ringning med vores kirkeklokker, vil jeg gerne forklare lidt om vores 1000-årige tradition for klokkeringning.

Rent historisk kan den første, danske kirkeklokke dateres til omkring år 900 e. Kr. Siden har klokkerne været brugt som tidens budbringere. Kirkens klokker har i ca. 1100 år fortalt folk, hvornår de skulle gå i kirke, hvornår de skulle bede, hvad der skete i samfundet og, hvis man lærer at lytte efter, hvornår de ringer til glæde og sorg. De har altid haft en central rolle i det danske samfund. Man må huske på, at det først er indenfor relativ kort tid siden, at radio, tv og internet er kommet til.

I de første 500 år af klokkernes levetid befandt de sig i katolsk tid, og mange af de traditioner, vi har for klokkeringning, stammer herfra. I protestantisk tid (fra 1536) har man lagt lidt andre symboler ind i de forskellige dele af ringningen. F.eks. er de 3x3 bedeslag et udtryk for treenigheden, og man kan inddele både trosbekendelsen og fadervor i 3x3 dele.

Den lov, som er gældende for klokkeringningen, er 300 år gammel og er bestemmende for vores ringninger i dag. Man har dog stadig ret til at have lokale traditioner, som det vil være synd og skam at lave for meget om på, da det nok vil være svært at få dem genindført i kommende generationer, når de først er opgivet.

Klokkeringningen ved de kirkelige handlinger (bryllup, begravelse, gudstjenester) kaldes liturgiske ringninger. Ved gudstjenester og begravelser afsluttes altid med 3x3 bedeslag umiddelbart før handlingens start. Forud for højmessen søndag morgen skal der ringes tre gange med en halv times mellemrum. Ringningen udføres med 100-150 slag.

Bedeslagene udføres altid på den store klokke, hvis man har mere end en klokke. I både Ledøje og Smørum har vi to klokker. At vi overhovedet har to af vores gamle klokker er et rent held, for i krigene omkring 1528 blev det befalet at man skulle aflevere den ene klokke, som kunne bruges som kanonkugler eller rør.

Den lille klokke i Ledøje kirke er fra ca. år 1500. Den store er fra 1755 og er støbt af Michael Troschel, København. Den har en indskrift på latin, oversat står der: Gud alene æren, mig gjorde Michael Troschel i København 1755.

Den ældste klokke i Smørum kirke er fra 1396 og er en af de ældste kirkeklokker her i landet, der stadigvæk er i brug. Den latinske indskrift siger:
I Herrens år 1396. Katerina er mit navn. Hr. Leonius Ridder.

Den anden klokke er fra 1615. Indskrift på latin:
Hartvig Qvellichmeier lavede den i Herrens år 1615. Herrens ord bliver i evighed.
Klokken er mærket med Københavns Universitets våben. Den afløste den gamle klokke fra Svend Estridsøns tid (1047-1074). Den måtte kirken aflevere, så den kunne blive støbt om til kanonkugler. Det blev befolkningen meget vrede over, så universitetet så sig nødsaget til at få støbt en ny klokke til kirken.

Morgen- og aftenringningen har helt fra middelalderen mindet mennesker om, at dagens arbejde begynder og slutter med en tak for dagen og livet. Hos os er der forskellige tider.

- Fra 1. november til 28. februar ringer vi kl. 08.00 og 16.00
- Fra 1. marts til 30. september ringer vi kl. 07.00 og 18.00
- Fra 1. oktober til 31. oktober ringer vi kl. 08.00 og 17.00

Til jul, påske og pinse kimer vi, og det betyder fest. På de store højtidsdage bliver der kimet imellem de almindelige ringninger og også aftenen før, inden vores aftenringning. Vi kimer kun en halv time, selv om det efter gammel tradition egentlig burde være en hel. Biskoppen har givet tilladelse til, at vi nøjes med en halv time. Der kimes også ved bryllup.
Den eneste undtagelse for almindelig hverdagsringning er aftenen før Store Bededag, hvor der ringes en halv time med den store klokke i stedet for aftenringningen.

Lad os sammen glæde os over, at vi så tæt på København har en dejlig gammel landsbytradition, som vi kan føre videre i håbet om, at vores børn tænker det samme.
 

Ledøje kirkes orgel

Knud Olsen byggede i 1889 et 5-stemmers orgel til kirken. Orgelhus og facade blev tegnet af Storck, ikke helt uden påvirkning fra ældre orgelarkitektur, og op-stillet i et hjørne af overkirken. Da Knud Olsens orgel efterhånden blev mere og mere brøstfældigt bl.a. på grund af utætheder forårsaget af udtørring af træ-værket, stod man for et par år siden over for spørgsmålet om anskaffelse af et nyt orgel. Udgangspunktet var menighedsrådets berettigede ønske om et større instrument, som musikalsk kunne yde lidt mere end til dagen og vejen. Samtidig var man i realiteten bundet af Storcks lille orgelhus med spillebord. anbragt på siden, som netop i denne kirke næppe kunne erstattes af et nyt større, uden at det ville føles som uheldigt indgreb i interiøret. 
Jensen & Thomsen Orgelbyggeri gik med interesse til opgaven, som i sagens natur krævede løsningen af adskillige problemer først og fremmest af pladsmæssig art. I 1975 blev det nye 13-stemmers orgel på to manualværker og pedal taget i brug.

Hovedværk (øverste manual):
Fugara 8', Traversfløjte 8', Gedakt 8', Principal 4', Spidsfløjte 4', Oktav 2', Waldfløjte 2', Quint 1 1/3'

Positiv (nederste manual.)
Trægedakt 8', Rørfløjte 4', Sivfløjte 1', Krumhorn 8'

Pedal
Subbas16'